Ledigheden falder i Odense – men kommunen ligger fortsat højt

Den sæsonkorrigerede ledighed i Odense Kommune faldt i august 2026. Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik var 4.519 fuldtidspersoner ledige, svarende til 4,2 procent af arbejdsstyrken.
På landsplan var ledighedsprocenten 3,1 procent i både juli og august.
Beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell peger samtidig på en kommende indsats for ledige dimittender.
”Selvom ledigheden faldt en anelse, knokler vi videre. Lige nu har vi fokus på den bølge af ledige dimittender, der efter tre måneder hos deres a-kasse nu overgår til os. Vi har netop udviklet og testet et karriereboost, som vi forventer os meget af, og som 280 ledige dimittender den kommende tid skal igennem,” siger Søren Windell.
I testforløbene deltog 60 dimittender, og ifølge kommunen lykkedes det mellem 60 og 75 procent at komme i job, løntilskud eller virksomhedspraktik.
”De kan jo ikke alle sammen arbejde hos Orifarm, Universal Robots, OUH eller TV2. Eller inden for det fag, de er uddannet til. De skal kigge bredere. Det vigtigste er at komme i gang og blive en del af arbejdsmarkedet. Så kan man altid, når man er oppe i fart og har fået noget erfaring, forsøge at komme tættere på sit drømmejob i én af de virksomheder, man havde tænkt på, da man søgte ind på sit studie,” siger Søren Windell.
Faktaboks:
- Ledighed i Odense, august 2026: 4,2 procent
- Det svarer til 4.519 fuldtidspersoner
- Ledigheden faldt fra 4,3 procent i juli til 4,2 procent i august
- Landsgennemsnittet var 3,1 procent
- Odense havde landets femtehøjeste ledighedsprocent
- 280 ledige dimittender skal gennem et nyt karriereboost
- 60 dimittender deltog i testforløbene, hvor 60-75 procent kom videre til job, løntilskud eller virksomhedspraktik






Accepter kun nødvendige cookies